Aktiviteter og motion med hund i snor Aktiviteter og motion med hund i snor

Aktiviteter og motion med hund i snor

Der er krav om, at din hund skal være i snor i langt de fleste områder i Danmark. Men det skal ikke forhindre jer i at dyrke motion og lave aktiviteter sammen med hunden i snor. Her får du en række ideer til, hvordan du kan stimulere din hund og begge få pulsen op.

Selvom du har din hund i snor, er der masser af sjove aktiviteter, I kan lave sammen. Det er kun fantasien og måske dit eget konditionsniveau, der sætter grænser. Aktivering kan være mange ting, lige fra udfordring af sanserne gennem søgelege og spor, til samarbejdsøvelser, indlæring af nye færdigheder og motion. Husk at I er skovens gæster. Udvis derfor hensyn til naturens vilde dyr og andre mennesker.

Vælg en flexline

Der er både fordele og ulemper ved en flexline, og skal I ud at gå blandt mange mennesker og trafikerede veje, er det bedst med kort snor, hvor du kan have større kontrol over din hund. Men skal afprøve forskellige aktiviteter i det fri, er en flexline at foretrække, så din hund får større bevægelighed og frihed til at udføre øvelserne.

Fysiske aktiviteter

Tag en tur i skoven og brug de redskaber og forskelligartede terræn, som naturen har. En væltet træstamme er en oplagt mulighed for at få øvet kropskontrol og balance, samtidig med at hunden får styrket muskler og led. Prøv for eksempel at få din hund til at ”gå på line” på stammen, springe over den eller øve ”sit” og ”dæk” oven på stammen. Du kan også øve din hund i at skulle kravle eller rulle under grene. Prøv jer frem – din hund vil sikkert synes om det, hvad end du finder på.

Du kan også tage din hund med på en cykeltur eller løbetur i det fri. Så kan I begge få pulsen godt og grundigt op. Dog er det vigtigt, at hunden vænnes at være med på løbe- og cykelturen, og at du starter langsomt ud. Læs artiklen om at cykle med hund.

Mentale aktiviteter

Hvis I er flere afsted på tur, kan gemmeleg være en sjov aktivitet for alle. Den ene holder hunden i snor, og den anden gemmer sig. Hunden vil, med sit flokinstinkt, gøre alt for at holde sammen på hele flokken. Kald på hunden og ros den, når den har fundet frem til dig. Byt over og gentag øvelsen – så bliver det ikke for forudsigeligt for din hund.  

Hundes lugtesans er meget veludviklet, og de elsker at få denne sans udfordret. Søgelege er et hit - derfor kan du med stor succes gemme en håndfuld godbidder rundt omkring på turen. Udfordre din hund ekstra meget, ved at gemme nogle godbidder under bladende eller grenene i skovbunden.

Tag på legepladsen med din hund

Naturstyrelsen har i nogle skove anlagt hundeskove med etablerede naturlegepladser, hvor du kan lege og træne med din hund. Her er blandt andet balancebomme, vipper, trapper, slalombaner med mere, som du og din hund kan have sjov med. Husk at vise hensyn – hunde må være uden snor på de fleste hundelegepladser, dog med krav om, at du har fuldt herredømme over din hund. Læs artiklen om regler for at have hund med i naturen.

Rigtig god fornøjelse!

Flere artikler til dig