Overvægt hos hunde Overvægt hos hunde

Er din hund overvægtig?

Kærlighed gør blind, og det kan derfor være svært for os som hundeejere at vurdere, om der har sat sig et par ekstra kilo på sidebenene af vores elskede hunde. Pet Obesity Prevention fortæller at 56 procent af vores hunde er overvægtige, og mange er ikke klar over, at tilstanden kan føre til andre sundhedsproblemer herunder diabetes, dårlige nyre og åndedrætsproblemer1.

Hvad kan vi selv aktivt gøre for at forebygge overvægt hos vores hunde?

Motion er selvfølgelig altid en faktor, der er med til at nedbringe unødvendige fedtdepoter. Derfor vil regelmæssig motion være med til, at give din hund et bedre udgangspunkt for et sundere hundeliv. Tænk på motion som et partnerskab, hvor I sammen hjælper hinanden mod en sundere tilværelse. Om det er lange gåture ved vandet, en ekstra tur i skoven eller boldspil i haven - det vigtigste er, at I begge har det sjovt undervejs. I løbet af de første 20 til 30 dage når vanen dannes, er det altafgørende, at det er sjovt. Start ud stille og roligt - for meget, for hurtigt kan gøre det svært for jer at holde fast i det nye tiltag på længere sigt.

Derudover er den rigtige type foder essentielt. Foderet skal gerne have en høj energikilde og være proteinrigt, med lavt fedtindhold. Dette vil holde hunden mæt i længere tid, fordi forbrændingsprocessen er længerevarende. En måde at begrænse kalorieindtaget er, at reducere mængden af foder. Doseringen af foder er altså vigtig, både før der er indtrådt overvægt, men bestemt også hvis din hund allerede er blevet overvægtig.
Endeligt er det en god ide at undgå ”menneskemad”, fordi det normalt indeholder mange flere kalorier og fedt end hundefoder.

Symptomer på overvægt

Da overvægt hos hunde er så almindeligt, er de fleste ikke klar over, hvad man præcist skal holde sig for øje. Der er en række symptomer, som kan afgøre om din hund er overvægtig.

  • Besværet bevægelse? Bemærk om din hund er ligeså energisk, som den plejer at være, når du kommer hjem. Hvis den er begyndt at vise gangbesvær, kan det også være et tegn på overvægt.
  • Sover mere? Er din hund begyndt at sove mere end normalt samt er mindre aktiv, kan det være et tegn på overvægt.
  • Åndenød ved aktivitet? Oplever du at din hund hiver mere efter vejret fx når I er ude og gå ture, kan det være en indikation på forhøjet fedtprocent.

Bemærk at overstående også kan være symptomer på andre sygdomme end fedme. Ring altid til din dyrlæge hvis du er i tvivl, på den måde kan underliggende fysiske årsager til vægtproblemet udelukkes. Det er muligt at få et slanketjek til din hund hos din dyrlæge. Et sådan slanketjek kan oftest fås gratis på flere dyreklinikker i vinterperioden i forbindelse med anden behandling.

__________________________________
1: Pet obesity prevention