Hvordan ved jeg, om min hund har lopper? Hvordan ved jeg, om min hund har lopper?

Hvordan ved jeg, om min hund har lopper?

Alle hunde klør sig da engang imellem, tænker du måske. Men hvor meget er for meget? Sådan finder du ud af, om den har lopper.

Den primære reaktion på loppebid er kløe og hudirritation. Din hund kradser sig, slikker og gnaver i huden for at komme kløen til livs. Det kan resultere i hårtab og hudbetændelse, især på bagparten og på maven. Bemærk at der kan være mange grunde til at hunde klør sig, og det kan derfor være rart at have en ide om, hvordan man identificerer de små kryb, inden man begiver sig til dyrlægen.

Kig pelsen igennem for tegn på parasitter. De tegn du skal kigge efter er små, hurtige, sorte til rødbrunlige kryb og deres ekskrementer. Sandsynligheden taler for, at du først finder deres ekskrementer, da lopperne hurtigt søger væk. 

Du stiller diagnosen bedst med en lusekam. Kør den igennem pelsen, helt nede ved huden. Tag lidt fugtig køkkenrulle og tør indholdet af på papiret. Loppens ekskrementer indeholder fordøjet blod, så det vil blive rød-brunligt, når det bliver fugtigt. Måske har du endda fanget en loppe!

Hvis din hund er blandt de uheldige, som har fået lopper, er det her, du skal læse på lektien. Lopper er nemlig eksperter i overlevelse. De overlever i beskyttede pupper overalt i dit hjem, og du kan ikke udrydde dem i ét hug, da pupperne sørger for, at de kan overleve næsten hvad som helst. Ved at kende lidt til loppens livscyklus kan du sætte effektivt ind og komme af med dine ubudne gæster hurtigst muligt.

Hvis du er usikker på, hvorfor din hund klør sig, er det vigtigt at tage til dyrlægen og få hjælp. Læs mere om, hvad du kan gøre, hvis du finder lopper på din hund her!

Flere artikler til dig