Fire måder at stoppe din kat i at kradse indendørs Fire måder at stoppe din kat i at kradse indendørs

Nailed it! Fire måder at stoppe din kat i at kradse indendørs

Lær om hvorfor din kat kradser, og hvordan du kan få den til at stoppe med det. Katte er med deres nysgerrige natur, bløde pels og søde små ansigter et fantastisk selskab i hjemmet. Så hvis idé var det at putte små knive på deres poter?

Heldigvis for os, har vores katte kløerne trukket tilbage det meste af tiden i vores selskab. Men det hjælper desværre ikke vores sofaer, vægge, gardiner eller tæpper, som ofte er under angreb fra en kradselysten kat. Men hvorfor kradser vores katte, og hvad kan vi gøre for at stoppe dem?

Hvorfor kradser katte?

Katte kradser rundt om i hjemmet af flere forskellige årsager, og det er vigtigt at finde ud af, hvorfor din kat kradser, før du kan begynde at ændre på dens opførsel:

  • For at holde kløerne sunde – en kats kløer vokser og fornyer sig konstant, og ved at kradse falder det yderste lag af skaller af kløerne, hvilket får nyere (og skarpere!) negle til at vokse frem.  Du kan ofte finde disse skaller fastsiddende eller spredt omkring de steder, hvor din kat foretrækker at kradse.
  • For at markere sit territorium – kradsning efterlader både synlige signaler og duftsignaler til andre katte, der fortæller dem, at dette er din kats hjem. Derfor: Hvis din kat kradser omkring hoveddøren eller kattelemmen, kan det meget vel være et forsøg på at markere hjemmet.
  • For at tiltrække din opmærksomhed - katte kan virke reserverede, men faktisk elsker de at interagere med folk, og at kradse kan være en måde, at få dig til at lægge mærke til den.
  • Fordi det føles rart – det kan virke naturligt afstressende for en kat at kradse, og det at kradse hjælper med at træne musklerne i ryggen og skulderne.

Så nu hvor vi ved, hvorfor de gør det, hvordan kan vi så få dem til at stoppe med at ødelægge møblerne?

1. Giv katten et eller flere alternative kradsesteder

Den oplagte løsning er  at købe et kradsetræ, som et alternativt sted at kradse. Nærmest jo flere des bedre. Men! Dette er dog lettere sagt end gjort, da din kat nok allerede har udvalgt et favoritsted i udvalget af møbler. Start med at placere kradsetræet lige foran det område eller møbel, som din kat normalt kradser i og tilskynd det nye kradsested ved forsigtigt at gnide kattens poter op ad træet. Kattetræer er designet med højde for kattes kradseadfærd, så du vil med lidt held hurtigt kunne få din kat til at vænne sig til det nye kradsested. Samtidigt kan det være en ide at dække favoritstedet til eller fjerne møblet midlertidigt.

2. Bestikkelse

Du har med stor tålmodighed ventet på, at din kat ville begynde at bruge sit nye kradsetræ – men det har overhovedet ikke vakt interesse.Det er tid til at prøve med bestikkelse. Placér nogle godbidder oven på kradsetræet og giv din kat en masse opmærksomhed og rosende ord, hvis den bruger kradsetræet, som det er tiltænkt.Prøv så at blokere de gamle kradsesteder – forhåbentlig vil din kat begynde at elsker det nye kradsetræ, i stedet for blot at udvælge et nyt møbel eller en stribe af tapet.  

3. Hjælp din kat til at føle sig mere sikker

Hvis din kat kradser i nærheden af hoveddøren, vinduet eller kattelemmen, er der stor sandsynlighed for, at den føler sig usikker i sit territorie. Der er en del forskellige ting, du kan gøre, for at få din kat til at føle sig mere sikker og mindre stresset:

  • Få en kattelem der forhindrer indgang for andre katte (for eksempel en mikrochip-aktiveret kattelem).
  • Rengør områderne hvor din kat kradser. Ved at fjerne lugten, kan du forhindre, at din kat vender tilbage til samme område.
  • Gør dit hjem mindre ved at forhindre adgang til de forskellige unødvendige rum. Derved vil din kat langsomt blive mere vant til og tryg ved de rum, hvor I typisk opholder jer – for eksempel i køkkenet eller stuen.
  • Arrangér nogle høje platforme, som din kat kan sidde på. Herfra vil den kunne holde øje med sit territorie fra oven, og det kan gøre den mere sikker i forhold til eventuelle ubudne gæster. 
  • Hjælp din kat med at duftmarkere hjemmet (ja, lige præcis!). Katte har duftkirtler i kinderne, hvilket er grunden til at de ofte gnubber ting med deres ansigt. Gnub din kats kinder med et stykke stof, og gnid duften rundt i hjemmet. Det kan hjælpe med at gøre din kat tryggere i sit territorie.
  • Råb eller på anden vis straf ikke din kat for at kradse – det vil blot gøre den endnu mere stresset og endnu mere tilbøjelig til at kradse. 

4. Legetid!

Mange katte elsker at få opmærksomhed fra deres menneskevenner, men er ikke altid sikre på hvordan opmærksomheden skal opnås. Der er en sandsynlighed for, at din kat har luret, at den ikke får opmærksomhed, når den benytter kradsetræet, men med en lille klo i sofaen kan den derimod gøre sig yders bemærket! Ved at bruge mere tid sammen med din kat – ved at lege med den – og købe nyt legetøj – kan du reducere kradseproblemet. Og husk at lave et stort glædeligt ståhej, når katten så bruger kradsetræet – den elsker opmærksomheden, og det kan være med til at ændre på dens opførsel.

Det vigtigste at huske, når det kommer til kradsning hos katte er, at det er en naturlig del af dens adfærd, og noget vi på ingen måde kan eller bør forhindre helt. I stedet skal vi forsøge at overtale vores katte til at et kradsetræ er det perfekte sted at gøre det.

Held og lykke!