Pas på med disse fødevarer – de er giftige for din hund! Pas på med disse fødevarer – de er giftige for din hund!

Pas på med disse fødevarer – de er giftige for din hund!

Det er fristende at lade hunden få resterne på tallerkenen, eller den sidste bid af din rugbrødsmad, for nu står den jo dér og ser så sød ud. ”Maden ender jo alligevel i skraldespanden..” Du kender sikkert til de tanker, og der skal da også være plads til forkælelse i ny og næ. Derfor er det vigtigt at kende til, hvad du med god samvittighed kan give din hund, og hvad der kan være direkte giftigt, hvis det kommer i små hundemaver.

Selvom det er hyggeligt og mundvandet løber, så anbefaler vi hundefoder til din hund. Det er ikke synd for hunden, hvis den udelukkende får hundefoder morgen, middag og aften. Foderet er designet til at opfylde de ernæringskrav, en hund har behov for. Hunden får altså al den næring, den har brug for, hvis du overholder anbefalingerne for daglig dosis, som er angivet bag på pakken.

Men vi skal jo være ærlige, og langt de fleste af os holder sig ikke kun til hundemaden, når hunden skal have noget indenbords – og det er heldigvis gjort i kærlighed. Men vær opmærksom – rigtig mange må desværre forbi dyrlægen på grund af forgiftninger fra menneskemad.

Disse 10 fødevarer, der er helt almindelige for os mennesker, er giftige og kan være livsfarlige for hunde!

  1. Chokolade
    Chokolade indeholder stoffer som teobromin og koffein, som hunde ikke kan tåle. Der skal ofte ikke ret store mængder til, for at hunden kan blive rigtig syg. Jo mørkere chokolade, des farligere er det for hunden.
  2. Nødder
    Valnødder og macadamianødder er særligt farlige for hunde. Men nødder generelt kan føre til opkast, lammelser og i værste fald død. Bemærk at jordnødder, trods navnet, er bælgfrugter, og er derfor ikke farlige for hunden.
  3. Vindruer og rosiner
    Kan forårsage akut nyresvigt hos hunde. Nogle hunde kan spise vindruer gennem hele livet uden problemer, mens andre kan blive voldsomt syge efter kun få mængder.
  4. Avocado
    Både skrald, sten og frugtkød indeholder stoffet persin, som hunde ikke kan tåle.
  5. Løg og løgplanter
    Alt fra løg-familien (også porer og forårsløg) er giftige for hunde. Det gælder både rå og tilberedte løg. I løg findes stoffet alicin, der skader hundens røde blodlegemer, hvilket kan give blodmangel.
  6. Tomater
    Grøntsager fra natskyggefamilien – heriblandt tomater - er ikke gode for din hund. De indeholder solanin, der, i størst mængder, findes i grønne tomater, stænglen, bladene og i de umodne frugter.
  7. Æble- og blommekerner, kirsebær- og abrikossten
    Indeholder stoffet cyanid, der er meget giftigt. Få kerner er måske ikke farlige, men risikoen for slem forgiftning og i værste fald død er til stede, hvis hunden kaster sig over eksempelvis nedfaldne blommer og kirsebær.
  8. Alkohol
    Kan lede til forgiftning, koma og i værste tilfælde døden.
  9. Kaffe og te
    Koffein i kaffe og te påvirker hundens centralnervesystem og hjerte, og er derfor farlig for din hund.
  10. Xylitol
    Sukkerstoffet xylitol, som blandt andet findes i slik, kan skabe et pludseligt fald i hundens blodsukkerniveau. Det kan potentielt være livstruende.

Bemærk at dette kun er et udvalg af fødevarer, der er giftige for din hund. Listen er desværre længere - husk på det næste gang du går i køleskabet efter godbidder til din hund.

Nogle fødevarer kan være gode og sunde

Heldigvis er det ikke alle fødevarer, der er forbudte i hundemunde. Der er mange gode og sunde snacks, som du kan forkæle din hund med.

Det er altid godt at nøjes med en lille bid først, hvis det er første gang din hund smager på sagerne. Så kan du se, hvordan din hund reagerer:

  1. Jordbær
  2. Kartofler (kogte)
  3. Banan
  4. Gulerødder
  5. Asparges
  6. Agurker
  7. Broccoli

Ring altid til din dyrlæge hvis du er i tvivl eller mistænker, at hunden har spist noget, der ikke er godt for den.

Flere artikler til dig