Slip af med hundehårene Slip af med hundehårene

Slip af med hundehårene

Særligt i foråret og efteråret går vores firbenede venner ind i fældningsperioden. Og den er frygtet af mange hundeejere – for det er bare ikke rart med hundehår alle vegne i hjemmet og på alt, hvad der ellers suger hår til sig. Men med enkelte tiltag kan du heldigvis minimere og kontrollere mængden af løse hår.

De fleste hunde fælder. Det er et nødvendigt onde i tilpasningen til klima og miljø. Men mens hunde ideelt set burde nøjes med at fælde to gange om året, ser vi, hvordan flere hunde i dag fælder året rundt. Højsæsonen for at fælde ses dog stadig mest i foråret og efteråret, hvor mængden af hår i alle hjørner og kroge vil være størst.

Der er forskel på racerne

De korthårede racer fælder ofte mere end de langhårede. Det skyldes, at håret skal vokse i længere tid, og derfor går der længere tid før hårstrået når hvilefasen, bliver inaktivt og falder af. De langhårede racer skal til gengæld børstes oftere – gerne dagligt – for at forhindre at de afstødte hår ikke filtrer sammen i pelsen. De ruhårede racer skal endda have hjælp til at få trukket deres hår ud, da de ikke selv udstødes let. Det gøres gennem trimning, hvorfor det er vigtigt med en grundig pelspleje særligt i fældningsperioderne for at sikre en sund og ensartet pels.

Prioritér en grundig pelspleje

Selvom det kræver tid at pleje hundepelsen, vil det kunne betale sig i længden. En regelmæssig pelspleje har nemlig stor betydning for mængden af løse hår. Du fjerne dels de løse hår fra pelsen, og samtidig masserer du hårbunden og stimulerer blodcirkulationen, hvilket er med til at få hårstråene til at slippe, førend de falder af rundt om i omgivelserne – hårene ender i børsten frem for i sofaen.

Kosten har stor betydning

En god og nærende kost, med den rette sammensætning af vitaminer og mineraler, er en forudsætning for en sund hud og pels. Sørg derfor for at fodret er af god kvalitet og har den rette sammensætning af næringsstoffer samt omega 3- og 6 fedtsyre. Jo sundere hud og pels din hund har, jo mindre vil du opleve, at den fælder.

Vær opmærksom på unormal fældning

Hvis hunden fælder meget året rundt og i øvrigt har en glansløs, pjusket og tynd pels, kan det være et symptom på ydre påvirkninger, mistrivsel, stress eller sygdomsmæssige tilstande. Således kan en tæve i løbetid i nabolaget give anledning til unormal fældning hos hannerne, lige såvel som pludselige ændringer i hverdagen og ustabil stimulering kan det.

Ligesom os mennesker kan hunde også have allergier overfor eksempelvis bestemte fødevare, lægemidler og husstøvmider. Kontakt dyrlægen hvis du er i tvivl eller har mistanke om underliggende årsag til fældningen.

Stjæl tricket:

Vil din støvsuger heller ikke suge alle hårene fra sofaen? Så tag en rengøringshandske på (dem med gribemønster) og stryg hånden i hurtige bevægelser hen ad sofaen. Det samler hårene, så du let kan fjerne hårene i små bunker.

Flere artikler til dig